Forrygende årsmøde i TAWØL

Klik her for billedreportage!  og her for artikel fra MidtJyllands Avis

Fredag den 15. januar 2010 var der atter årsmøde i TAWØL på Kongensbro Kro. Og igen med meget stor deltagelse. Hele 110 deltog, hvilket svarer til halvdelen af laugets medlemmer. Hvor mange foreninger kan mon præstere en sådan statistik... Efter en kort velkomst gav oldermand, Peter Baggerman dirigentstokken til laugets ceremonimester, Kristian Pihl Lorentzen, der styrede slagets gang med en passende balance mellem disciplin og munterhed i lokalet. En særlig velkomst blev rettet til laugets gæster denne aften: Anne-Mette Meyer Pedersen, formand for Dansk Ølentusiater, redaktør Ole Madsen fra Danske Ølentusiasters magasin ØLentusiasteN, Henning Svoldgaard Nielsen fra Stauning Whisky, og forretningsfører Per Kristensen fra FUR BRYGHUS. Ceremonimester kunne overbringe en særlig hilsen fra oldermanden for Folketingets Øl Laug (FØL), der er taknemlig for TAWØL's inspiration til stiftelse af FØL i november 2009.... 

45 kg flæsk fortæret
Første fase af årsmødet var traditionen tro fortæring af TAWØL's "nationalret", stegt flæsk med kartofler og persillesovs ad libitum. De brave laugsbrødre og -søstre havde heldigvis medbragt en gedigen sult. Således blev der sat 45 kg. stegt flæsk til livs som en god bund for det, der blev indtaget resten af aftenen. Ved tidligere årsmødet har vi haft godt håndbryg fra Ans Bryghus i hanerne til flæsket og til læskning af ganen aftenen igennem. Men sådan var det ikke i år. I stedet var der fantastisk godt afgiftsbelagt øl fra FUR på hanerne.


Fornuften sejrede

Anden fase af årsmøde var afvikling af den formelle del af årsmødet. Som sædvanlig lagde ceremonimesteren opå til en smidig, ubureaukratisk og hurtig afvikling af formaliteterne, så man kunne komme videre til de mere muntre og smagfulde dele af programmet. Oldermanden gav en forholdsvis kort, men god beretning, hvor han fremhævede den flotte opbakning til TAWØL's aktiviteter i 2009. Han kunne også med glæde meddele, at en verserende sag med SKAT om mulig betaling af afgifter for øl brygget på Ans Bryghus blev afsluttet den 23. december 2009 med et positivt resultat. TAWØL og Ans Bryghus er ikke afgiftspligtige - det skal blot præciseres i vedtægterme, at der ikke serveres eget bryg ved laugets arrangementer. Oldermanden fremhævede, at ceremonimesteren (et lokalt folketingsmedlem) havde arbejdet aktivt for at denne sag blev sporet rigtigt ind, så fornuften sejrede til sidst. Oldermandens beretning blev ledsaget af velfortjente, bragende klapsalver.


Højt skum i laugskassen

Finansforvalter Klavs Hornum kunne berette, at der fortsat er højt skum i laugskassen. Lauget havde 221 medlemmer i 2009, heraf er 48 også håndbryggere, hvilket er meget stabilt set over de seneste år. Ved udgangen af 2009 var der godt 100.000 kr. på kistebunden, så der er tale om et velkonsolideret laug med en stærk økonomi. Der er ingen finanskrise i TAWØL. Der er specielt to af årets arrangementer, hvor laugskassen yder et klækkeligt tilskud. Det er årsmødet i januar og sommerfesten i september. Her får deltagerne virkelig smæk for skillingen. Men der ydes også tilskud fra årskontingentet til en række af de øvrige aktiviteter, så vi derved belønner aktiv deltagelse i laugets arrangementer.


Genvalg til alle poster

At der er tale om et laug med stor kontinuitet og tilfredshed med aktiviteterne kom til udtryk i forbindelse med valg af bestyrelse og revisorer. Således var der genvalg på samtlige poster, idet følgende er valgt for 2010:


Vedtægtsændring
For at sikre 100 pct klarhed om afgiftsfritagelsen af TAWØL og Ans BrygHus foreslog bestyrelsen en ændring af § 3 i laugets vedtægter. Det blev vedtaget at føje følgende sætning til denne paragraf om laugets aktiviteter:
"Det bemærkes at der til TAWØL's arrangementer altid nydes øl og whisky hvor afgiften er betalt.". Herefter skulle enhver tvivl om laugets reelle hensigter være ryddet af vejen.    

Fantastiske aktiviteter i 2010

Under punktet eventuelt gennemgik ceremonimesteren oversigten med perlerækkende af spændende aktiviteter i 2010. Han fremhævede bl.a. studierejse til Dublin, der gennemføres med en lav deltagerbetaling på blot 3000 kr., inkl. flyrejse, bustransport og hotelovernatning. Sæt allerede nu aktiviteterne ind i kalenderen, lød opfordringen.

TAWØL's aktivitetskalender for 2010:

19/03           Ølforedrag med Carsten Berthelsen
09/04           Whiskyarrangement
28/4-02/05  Whisky og øl studierejse til Dublin
19/06           Tur til Kolding – You’ll Never Walk Alone
21/08           Tange Sø Folk Festival  
04/09           ØLLETS dag – TAWØL’s sommerfest
01/10           Øl-gourmetaften – Niels Bugges Kro
29/10           Whiskyarrangement – kåring af ÅRETS MALT
03/12           Juleølsmagning
21/01/2010    9. årsmøde i TAWØL

Kåring af Årets TAWØL'er 2009
Næste højdepunkt på aftenen var kåring af Årets TAWØL'er 2009. Bestyrelsen har nedsat en komité bestående af alle tidligere modtagere af denne fornemme hæder. Komitéens opgave er at komme med en begrundet indstilling til Årets TAWØL's. Finansforvalter Klavs Hornum kunne efter stor spænding afsløre, at titlen som Årets TAWØL'er 2009 tilfaldt Peter Baggerman begrundet i hans kollossale indsats for lauget som oldermand, formand for Ans Bryghus, webmaster, spydspids i kampen med SKAT og meget mere. At dette var et populært valg markeredes ved at samtlige deltagere rejste sig og gav bragende klapsalver i næsten et minut.

Kampen for det gode øl i Danske Ølentusiaster
Nu var turen kommet til rækken af foredrag. Det første gav formanden for DanskeØlentusiaster (DØE), Anne-Mette Meyer Pedersen, der havde taget turen helt fra hovedstaden til Kongenbro for at deltage. Hun fortalte levende om DØE og organisationens kamp for det gode øl og for mangfoldigheden. DØE er Danmarks største forbrugerorganisation og er repræsenteret i en række fora, hvor ølforbrugernes interesser skal varetages. Desuden kæmper DØE på europæisk plan for at den nuværende diskrimination af ølproduktion til fordel for vinproduktion skal erstattes af lige og fair rammevilkår. Hun opfordrede alle ølpositive medlemmer af TAWØL til at melde sig ind i DØE for at styrke indsatsen for det gode øl.

Whisky produktion i Danmark
Næste indlægsholder var Henning Svoldgaard Nielsen fra den nye virksomhed Stauning Whisky. Ledsaget af en flot billedserie fortalte han engageret om starten af en egentlig whiskyproduktion i Vestjylland baseret på de bedste skotske traditioner. I modsætning til øl er produktion af whisky en mere langsigtet forteelse. Ikke desto mindre går de på med krum hals i Stauning, hvor der destilleres livligt på flotte kobber pot stills og hældes på bourbon egetræsfade importeret fra USA. Rigtig mange af aftenens deltagere glædede sig til at besøge Danmarks nye whisky destilleri i Stauning. Under foredraget blev der smagt på to forskellige whisky af god kvalitet, special udvalgt af Henning.

FUR er fin
I aftenens sidste indlæg fortalte Per Kristensen fra FUR Bryghus om indretningen af bryghuset i et nedlagt molerværk på den vestlige ende af limfjordsøen Fur. FUR Bryghus blev indviet torsdag d. 30 september 2004 – hvor ca. 350 inviterede og efterfølgende ca. 550 ”Åbent hus” gæster aflagde Bryghuset et besøg. Samtlige 900-1000 gæster nød dagen, solen, den gratis mad og øl. En fantastisk dag for Fur Bryghus og Fur.

Bryggeriet har til huse i en gammel molerfabrik, der er placeret på et 128 Ha stort område på den nordvestlige spids af Fur. Området var indtil 1977 tysk ejet. Moler indvindingen startede i området i ca. 1925. Fabrikken der er tegnet af en københavner arkitekt blev bygget i 1926. Moler produktionen (i Vesterbakker) fortsatte indtil 1978, hvor den mistede sin lønsomhed og overgik til Damolins produktionsanlæg på Østfur (Østermoler). Meget af moleret, der blev afskibet via egen bro blev transporteret med små lokomotiver. Lokomotiverne er ikke på Fur mere, men det ene kører på en privatbane på Sjælland og det andet er hugget op. Et eksemplar af lokomotiverne er bl.a. afbildet på vores Steam Beer.

I starten af 2003 besluttede Mildred og Mogens Fog at bygningen skulle indeholde et mikrobryggeri. Mogens Fog var på daværende tidspunkt ikke bevidst om den nye trend med mikrobryggerier, men kendte kulturen fra sine rejser i udlandet herunder Belgien og Tyskland. Myndighederne viste meget stor velvilje og var straks med på idéen, samt de muligheder der lå i Bryghus aktiviteten, både for turisterne, området og ikke mindst øen Fur. Alle – alle der kunne have indflydelse på projektet var medvirkende og positive.

Bryggeriet er stort set opført  af lokale håndværkere. På Fur kan man mønstre lokal arbejdskraft til et sådant projekt - flot. Det har gået slag i slag efterfølgende med flot anerkendelse af øllet og Restaurant Bryghuset. FUR Bryghus har oplevet en succesrate der langt overstiger de største forventninger. Udviklingen fortsætter og i dag er FUR kendt over hele det ganske land, og har ca. 30.000 gæster/turister årligt.

Der er ingen tvivl om, at øllet fra FUR faldt i god smag blandt TAWØL-medlemmerne. FUR er fin!!